Den förbannade våren / Dansk artikel

Go down

Den förbannade våren / Dansk artikel

Post  Malmöbo on Sun 18 Mar - 20:43

En brittisk författare idiotförklarar alla väst och västmedier för deras naivitet om den "arabiska våren". Mycket bra artikel

Det fordømte forår

John R. Bradley: After the Arab Spring. How Islamists Hijacked the Middle East Revolts. 247 sider. Palgrave Macmillan, London. 135 kr. i Politikens Boghandel.

Den arabiske verdens »Berlin-øjeblik«. Sådan rapporterede de vestlige medier, da egypternes moderne farao, Hosni Mubarak, i fjor blev stødt af tronen.

Revolutionsfeberen rasede, glædestårerne trillede og alle snakkede henført om demokrati, pluralisme og frihedsrettigheder. Araberne stod på tærsklen til lige så store og gennemgribende omvæltninger som øst- og centraleuropæerne havde gjort i 1989. Men ak og ve, det arabiske forår afblomstrede og nu blæser i stedet en strid efterårsstorm.

Det mener i hvert fald den britiske journalist og mellemøstenkender John R. Bradley. I sin nye og provokerende bog After the Arab Spring giver han adskillige eksempler på, at de religiøse fundamentalister har draget fordel af de ændrede magtforhold i lande som Tunesien, Libyen og Egypten.

Eller med hans egne ord: »I den arabiske verden er det islamisterne, der springer ud, når pakken med demokrati bliver åbnet.« Bradley, der skriver for en række internationale magasiner og tidligere har udgivet den roste Inside Egypt (2008), langer ud efter de vest-lige medier og politikere, der falder på ha-len over de arabiske »facebookrevolutioner«.Det er udtryk for ringe analytisk dømmekraft og en tilsvarende pauver forståelse af regionens kulturelle og religiøse forhold, lyder det syrligt.Den arabiskkyndige Bradley kan ikke skjule sin irritation over at ikke flere vestlige kommentatorer og journalister har forstået, hvad der reelt sker i disse måneder i Mellemøsten.

Hvis ikke der i Vesten var en angst for at blive hængt ud som hvid reaktionær orientalist, og hvis man i øvrigt ville lytte lidt mindre til den lille pro-vestlige elite af studerende og intellektuelle, der taler lydefrit engelsk og behersker de sociale medier, ville realismen have indfundet sig tidligere. Bradley svinger krabasken og slår indimellem nogle vilde slag i luften, men han rammer også et par ømme punkter.

I det mindste hos undertegnede. Jeg har været både på Tahrir Pladsen og i Benghazi, mens det gik hedt for sig og talt - på engelsk, of course - med unge mennesker, der formfuldendt forklarede om »folkets« dybe ønske om politisk medbestemmelse og personlige frihedsrettigheder. Det er forførende tale og ryger uden besvær ind på den mellemfolkelige konto. Sådan - de er jo ligesom os. Hvor svært kan det være?

Men Bradley gør det unægtelig en tand vanskeligere. Ikke, at han underkender den jævne tuneser, egypter og libyers tørst efter et liv i frihed og uden korrupte ledere. Men han mener samtidig, at det tenderer kulturimperialisme at tro, at arabere per definition ønsker de samme institutioner og værdier, som vi hylder på den europæiske side af Middelhavet.

Ingen bryder sig om at blive tortureret for at udtrykke deres mening, men at tro at liberalisme, pluralisme og ytringsfrihed skulle være dét, der fik vredens bål til at flamme, er en vestlig projektion. Spørg folk i den »arabiske gade«, skriver Bradley, om de demonstrerede for en ny forfatning baseret på menneskerettighedsprincipperne eller om de reagerede på stigende brødpriser og massearbejdsløshed. Gæt selv svaret.

I takt med at livremmen for alvor skulle spændes ind og de velbjærgede kleptokrater, der havde udnævnt sig selv til præsidenter, frådsede med statens rigdomme og udviste foragt for borgernes tomme lommer og larmende maver, slap tålmodigheden op. Opstandene havde derfor et overvejende socialt sigte og var ikke udtryk for den brede befolknings trang til at adoptere en amerikansk eller britisk model for demokrati. Men da demokrati er tidens løsen, mener Bradley, at islamisterne klogt spiller med. Og de kan endda gøre det, uden at det udarter til den rene farce. For hvis demokrati essentielt indebærer retten for alle myndige personer til at afgive deres stemme til valghandlinger, er Iran mindst lige så demokratisk som Storbritannien, skriver Bradley. Hvert fjerde år kan den voksne vælgerbefolkning i begge lande sætte deres kryds ud for et antal kandidater, som ikke nødvendigvis er repræsentative for holdningerne i samfundet, men er at finde på stemmesedlen som følge af de respektive traditioner og systemer. Og islamisterne i Tunesien og Egypten vil vide at drage nytte af »en mand, en stemme«-modellen, vurderer Bradley. De vil ligefrem nyde at legitimere sig gennem den politiske proces og stolt kunne sige til omverdenen, at »vi respekterer folkets vilje«. Men folkelige valghandlinger er som bekendt ikke ensbe-tydende med åbenhed og rummelighed. Vil de islamistiske fundamentalister tillade kunstnerisk kreativitet og åndelig dissens i deres stater?Naturligvis ikke. De har Koranen som deres autoritative grundlag og henviser altid til muslimske normer og traditioner. Kunst og kultur, for ikke at tale om politik og økonomi, vil ikke få højere til loftet under islamisternes grønne banner end under de foregående sekulære slyngler. Valgdeltagelsen har ikke været imponerende i Tunesien og Egypten og man kan også have sin tvivl i forhold til sommerens valg i Libyen, men det er de velorganiserede islamister, som formår at tromme folk sammen og dermed holde »demokratiet« i gang. På længere sigt vil sunni-islamisternes erobring af samfundsinstitutionerne - godt hjulpet, som Bradley påviser, af saudiske oliepenge - cementere deres styrke. Lovgivningsprocessen vil blive endnu mere religiøst påvirket, og de, vi i Vesten kalder for »de sande demokrater«, vil være nøjagtigt så marginaliserede som før. Revolterne mod de gamle autokrater har ikke bragt liberale demokrater i vælten, men derimod hårdhudede teokrater. Og med det sikkerhedstomrum islamisternes march frem mod regeringskontorerne vil skabe, ikke mindst i forhold til Israel, er det svært andet end at istemme Bradleys jeremiade. Det såkaldt »arabiske forår« er på vej til at blive det fordømte forår.

Og prisen bliver høj. Spørg bare i det engang så moderate Iran.

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/4

Malmöbo
08-hatare

Poäng : 2784

Back to top Go down

Back to top


 
Permissions in this forum:
You cannot reply to topics in this forum